fredag den 1. juni 2012

Cookies med Chokolade




Da jeg i sidste uge skulle til skriftlig eksamen, var min svigerfar så sød både at køre mig derind og hente mig igen. Jeg skulle medbringe computer, printer, alle mine bøger og en masse andre ting, og turen med bus og s-tog virkede mildest talt uoverskuelig. Så svigerfar stillede første gang kl. 7.00 og reddede min morgen, og derefter kl. 15.30 inde på Nørrebro, en fredag midt i myldretiden, og reddede mig igen.

Jeg ved, at han ikke forventer noget for at køre mig, men det betød rigtig meget for mig, så jeg vil gerne takke ham, med noget af det han synes bedst om: Kage! De spiser ikke mange søde sager hos min svigerfamilie, men ikke desto mindre lyser min svigerfars øjne op, hver gang jeg medbringer lidt kage til kaffen, så der var ingen vej udenom denne gang. Takken skal være i kageform - mere præcist i cookie form.

Opskriften er Claus Meyers, fra hans Almanak (som jeg i øvrigt er fuldstændig vild med). Opskriften skulle give 9 cookies. Jeg kunne godt se på mængderne i opskriften at de cookies ville blive store, men besluttede at lave 1½ portion, så der både var til gave og til os kagedåsen. Der skulle derfor blive 14 cookies a la Claus Meyer størrelse. Portion gav 70 cookies a la min størrelse (ca. 10 cm i diameter), så jeg har kun skrevet portionen i almindelig størrelse her. Det var desuden nødvendigt at bage dem betydeligt længere end angivet, da den første portion på ingen måde blev sprøde.


Cookies med Chokolade, ca. 45 stk.


Ingredienser:

2 æg
250 g. smør
150 g. sukker
150 g. rørsukker
1 tsk. salt
340 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. kogende vand
200 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:

1. Pisk smør, sukker, rørsukker og salt sammen med en elpisker.

2. Pisk æggene i et ad gangen.

3. Pisk melet i lidt efter lidt. Dejen bliver noget træg.

4. Rør bagepulver ud i kogende vand og rør i dejen.

5. Hak chokoladen groft og rør den i dejen.

6. Pak dejen ind i film og læg på køl mindst 2 timer, gerne natten over.

7. Opvarm ovnen til 175 grader og beklæd to bageplader med bagepapir.

8. Læg ni kugler dej (på størrelse med en stor valnød) på en bageplade og bag 20 min midt i ovnen til kanterne er godt gyldne. Hvis kagen er for lys midtpå bliver den ikke sprød. Bag alle kagerne på denne måde.

9. Lad kagerne køle helt på en bagerist og opbevar dem derefter i en kagedåse.




Cookiedej klar til køleskabet

Dejkugler inden bagning

Den færdige cookie-gave

Ingen kommentarer:

Send en kommentar