mandag den 10. september 2012

Pizza med Oksekød




Lynhurtig pizza der smager af ren forkælelse. Sådan skal det være på en travl mandag, hvor eleverne er som en sæk lopper samtidig med at jeg har besluttet at de skal arbejde med stomp. Jeg tror jeg lærte min første vigtige ting om mandagselever og musikundervisning i dag hehe.

Denne pizza indeholder ikke super mange grønsager, men jeg lagde tomatskiver på, da den var færdig. Alternativt kan man spise en salat til. Desuden bruger jeg som tidligere nævnt fuldkornsbund, fedtfattigt kød og Levevis ost, for at holde fiberniveauet oppe og fedt og kalorieniveauet nede. Denne pizza ender på omkring 600 kcal per person, så den er ikke storslem i forhold til, hvor usund den smager :)


Pizza med Oksekød til 2 personer


Ingredienser:

200 g. hakket oksekød 3-5 %
1 tsk. olie
1 dl. vand
1 terning oksebouillon
1 tsk. paprika
2 tsk. tørret oregano
½ løg
½ peberfrugt
100 g. Levevis revet ost 13 %
1 fuldkornspizzadej
1 lille håndfuld basilikumblade
2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde:

1. Svits kødet i olie til det har taget farve, hæld vandet ved og tilsæt bouillonterning, paprika og oregano. Kog til alt vandet er fordampet.

2. Læg pizzabunden på en bageplade, fordel osten på den og fordel kødet ovenpå.

3. Læg peberfrugt og løg i strimler over kødet.

4. Bag pizzaen ca. 10 min ved 250 grader i bunden af ovnen, gerne på en opvarmet bagesten.

5. Rør presset hvidløg ud i olivenolie og dryp det ud over pizzaen.

6. Drys med basilikumblade og server.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar