søndag den 22. december 2013

Andebryst med Ovnstegte Kartofler og Rodfrugter




Julestemningen lagde sig stille og roligt da duften af stegt and spredte sig i min lejlighed. Jeg elsker and, og det er slet ikke nok med en gang om året. Og heldigvis har supermarkederne været super gode til at sælge billige andebryster i år.

Denne ret kan spises en helt almindelig hverdagsaften op til jul, den kan spises efter jul, den kan serveres for gæster, og den kan endda udgøre et alternativ til den traditionelle and juleaften. Det er helt op til dig selv.

Hvis retten ønskes mere mager vendes kartofler og grøntsager i ½ spsk. olie i stedet for andefedt. 

Andebryst med Ovnstegte Kartofler og Rodfrugter til 2 personer


Ingredienser:

2 små eller 1 stort andebryst
salt og peber
300 g. gulerod
1 porre
300 g. kartofler

2 spsk. akaciehonning
1 spsk. sennep
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. olivenolie

Hakket persille

Fremgangsmåde:

1. Skær porren i ringe, skræl gulerødderne og skær dem i tern. Vask kartoflerne og skær dem i tern. Snit fedtet på andebrystet i tern på skrå.

2. Læg andebrystet med fedtsiden nedad på en tør pande og steg ved middel varme til fedtet er smeltet fra og skindet er sprødt 5-8 min.

3. Vend andebrystet om og brun det på bagsiden. Krydr med salt og peber og læg det på bagepapir på en bageplade.

4. Vend kartofler og grøntsager kort i fedtet på panden, krydr med salt og peber og læg det på bagepladen.

5. Bag 15 min ved 200 grader. 

6. Tag andebrystet ud og pak det i stanniol. Bag resten yderligere 15 min. 

7. Rør honning, olie, sennep og æblecidereddike sammen og smag til med salt og peber. Hak persillen groft.

8. Anret rodfrugter og and i skiver på to tallerkener, hæld dressingen over kartoffelblandingen og drys med persille. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar