mandag den 30. december 2013

Æblemarmelade




Jeg kan godt lide at have noget hjemmelavet med, når jeg tager på besøg, i stedet for de traditionelle blomster. I år til jul lavede jeg denne og en anden marmelade, som jeg hældte på nogle fine glas, som jeg fandt i Søstrene Grenes, bandt et lille silkebånd om (ligeledes fra Søstrene Grenes) og så var gaven klar.

Denne marmelade synes jeg er enormt lækker. Den er sød og blød og med en dejligt mild smag af æble. Marmeladen er tilsat stjerneanis, som giver den en smule anissmag uden på nogen måde at overdøve den søde æblesmag. Er man ikke til anis kan denne erstattes med f.eks. vanille. 

Æblemarmelade, 4 små glas


Ingredienser:

1 kg. æbler
2 dl. vand
500 g. sukker
3 hele stjerneanis
1 spsk. citronsaft

Atamon

Fremgangsmåde:

1. Skræl æblerne, fjern kernehus og blomst og skær dem i mindre tern. 

2. Kom æbletern og vand i en gryde og kog 10 min under låg.

3. Tilsæt sukker og stjerneanis og kog 20 min. Fjern stjerneanis og mos æblerne med en hulske eller noget lignende. Der må godt være æblestykker, men de skal helst ikke være for store.

4. Kog yderligere 10 min. og rør citronsaft og 1 tsk. atamon i. Lad marmeladen køle 15 min. i gryden. 

5. Skyld marmeladeglas i atamon og hæld marmeladen i. Luk straks og stil koldt. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar